Græs og Gyvel Nr.2 – Kartografier
Når først man begynder at beskæftige sig med kortlægning, er kortene overalt. De dukker pludselig op alle vegne og kan antage et utal af former. Kortet findes i det øjeblik et stof bearbejdes til et andet. Når man orienterer sig, kortlægger man. At placere sig selv i forhold til noget andet. At danne sig overblik og organisere verdens stof. Det er alt sammen kortlægning. Man kan pludselig se kort, hvor de ikke er: i sten, i vejgrøften, i træernes grene, bakkekamme og åløb. De kortlægger en anden historie, en biologisk historie, en historie om udvikling, forandring og erosion, om lys og luft, om gletsjere, om frø, der fragtes af vinden, om istid og geologiske kræfter.
Det ældste fundne kort daterer over 30.000 år tilbage i tid; det er indgraveret i en mammuts stødtand og siges at kortlægge stjernehimlen. Kort går forud for skriftsproget. Man kan forestille sig, at det er fra kortenes tegn og symboler, at skriften stammer.
I dag er mange kort hyperteknologiske og præcise, og vi bruger disse kort mere eller mindre bevidst næsten hver dag. Men er de mere sande? De kort vi følger, er med til at definere den vej vi tager. De er med til at skabe den verden, vi ser.
Det er som om kartografien tager et skridt bagud og forholder sig grundlæggende til et spørgsmål om form: ikke bare hvordan et indhold forholder sig til virkeligheden, men snarere form og virkelighed som sådan.
Den spørger først: hvordan kan dette brudstykke af virkeligheden repræsenteres?
Den spørger: hvordan formidler man overhovedet verden?
Fordi kort organiserer, sorterer de også. At kortlægge er en øvelse i at finde frem til det vigtige, et arbitrært mål. Til et kort må man altid spørge; hvem synes netop dette er vigtigt og hvorfor? Kortet fortæller altid en anden historie end den, det viser – det fortæller altid også historien om det frasorterede, det uvæsentlige. Kort optegner grænser; mellem forskellige typer landskab, mellem kommuner, mellem stater. Grænser, der måske er logiske på kortet, men som virkelighedens landskab ikke indordner sig. Kort kan være magtanvendelse, og alternative kort kan være en modmagt. At tegne et kort, er en gestus, der siger: dette er vigtigt! At tegne et nyt kort er at sige: nej, du overser dette!
Kort er altid en henvendelse – kort vil os noget.
Med temaet KARTOGRAFIER har vi ønsket at understrege, at kortlægning ikke bare er én ting. Magasinets bidrag falder i særligt to typer: dem, der selv kortlægger, og dem, der overvejer, hvordan man kan tænke med og om kortlægning.
Samlet her i magasinet er bidrag, der bruger kortlægningen som en måde at bearbejde; familierelationer, erfaringer. Poesi der kortlægger affekter, landskaber. Gendigtningen kan være en måde at kortlægge et litterært værk. Der er bidrag, der bruger kortlægning som arbejdsmetode, en vej til at danne sig overblik over veje og vildveje. Der forestiller sig andre verdener, eller gør noget i vores egen tydeligt på nye måder. At tegne et kort over noget, er at vende sin opmærksomhed mod netop det; mod en sten, et træ, et landskab, en organisme, en verden.
Vi har ønsket at undersøge de mange forskelligartede udtryk kort kan antage, og måske særligt hvordan disse kan bringe os i relation til de verdener og landskaber, de repræsenterer. Vi håber, at de vidunderlige bidrag samlet her, kan være med til at gøre nye ting synlige.
Hvert bidrag i magasinet er et kort, der peger mod verden og siger: se!
Forlag: Græs og Gyvel
Sidetal: 104
ISBN: 9 788797 462515
Sprog: Dansk
Couldn't load pickup availability