Fordi kort organiserer, sorterer de også. At kortlægge er en øvelse i at finde frem til det vigtige, et arbitrært mål. Til et kort må man altid spørge; hvem synes netop dette er vigtigt og hvorfor? Kortet fortæller altid en anden historie end den, det viser – det fortæller altid også historien om det frasorterede, det uvæsentlige. Kort optegner grænser; mellem forskellige typer landskab, mellem kommuner, mellem stater. Grænser, der måske er logiske på kortet, men som virkelighedens landskab ikke indordner sig. Kort kan være magtanvendelse, og alternative kort kan være en modmagt. At tegne et kort, er en gestus, der siger: dette er vigtigt! At tegne et nyt kort er at sige: nej, du overser dette!

Kort er altid en henvendelse – kort vil os noget.

Med temaet KARTOGRAFIER har vi ønsket at understrege, at kortlægning ikke bare er én ting. Magasinets bidrag falder i særligt to typer: dem, der selv kortlægger, og dem, der overvejer, hvordan man kan tænke med og om kortlægning.

Samlet her i magasinet er bidrag, der bruger kortlægningen som en måde at bearbejde; familierelationer, erfaringer. Poesi der kortlægger affekter, landskaber. Gendigtningen kan være en måde at kortlægge et litterært værk. Der er bidrag, der bruger kortlægning som arbejdsmetode, en vej til at danne sig overblik over veje og vildveje. Der forestiller sig andre verdener, eller gør noget i vores egen tydeligt på nye måder. At tegne et kort over noget, er at vende sin opmærksomhed mod netop det; mod en sten, et træ, et landskab, en organisme, en verden.