07.11.2026
11.00-18.00 (filmen vises i loop over hele dagen)
Fri entré

Hlynur Pálmason "Joan of Arc"

Kom i Kunsthal Aarhus’ lille biograf og se den poetiske, minimalistiske og meget morsomme film ’Joan of Arc’ (Jóhanna af Örk), som vi præsenterer i samarbejde med Aarhus Series & Film Festival.

Filmen er skrevet og instrueret af den prisvindende islandske instruktør Hlynur Pálmason. Pálmason (1984). Han er uddannet instruktør fra Den Danske Filmskole i 2013 og debuterede med ’Vinterbrødre’ i 2017, og hans seneste film ’The Love That Remains’ blev vist på filmfestivalen i Cannes i 2025.

Filmvisningen er gratis og vises i loop over hele dagen. Filmen varer ca. 1 time.

Om filmen
Ved kanten af verden i den smukke natur på den islandske østkyst er to tvillingedrenge gået i gang med at grave et kæmpe hul. Da hullet er dybt nok, stikker de et langt stykke tømmer ned i hullet og fylder det op igen. Nu står tømmeret som en strunk pæl midt i det hele. Deres storesøster støder til dem og sammen bygger de en ridderskikkelse, som de surrer fast til pælen. Perfekt.

Nu har de et mål de kan skyde pile efter, selvom deres far egentlig har sagt, at de ikke må skyde med bue og pil, når han ikke er hjemme. Men det skider de på, for han er alligevel aldrig hjemme, og nu skal ridderen, som storesøsteren har døbt Jeanne d’Arc – for kvinder kan også være riddere – gennembores af pile.

Kameraet står bomstille gennem hele ’Jeanne d’Arc’ og at det ikke bliver det mindste kedeligt, må tilskrives de tre børn foran kameraet og selvfølgelig deres far – den islandske filmskaber Hlynur Pálmason. Et smukt og meget morsomt portræt af tidens gang, barneleg og det evigt omskiftelig islandske klima.