NB: Arrangementet finder sted i Cinemateket, København.
I forbindelse med udstillingen GO EXTREME præsenterer Cinemateket to film om den livsfarlige disciplin, basejumping.
Mød Ellen Brennan – verdens hurtigste kvinde i luften – i livesamtale med instruktør Kristoffer Hegnsvad inden base jump-filmene ’Looking for Exits’ og ’Sunshine Superman’, der stiller skarpt på to ekstremsportsudøvere, for hvem livet kun leves i frit fald! Samtalen er på engelsk.
Looking for Exits af danske Kristoffer Hegnsvad er en eksistensfilosofisk og poetisk dokumentar om wingsuit base jumperen Ellen Brennan, der iført sin tætsiddende dragt (der minder om en blanding af et flyveegern og et superheltekostume) springer fra bjergtinder over skyniveau. Brennan er kendt som en ægte kunstner. Hun er verdens hurtigste kvinde i luften og har dedikeret hele sit liv til at flyve. Hun har bosat sig i bjergene nær Chamonix-Mont-Blanc, hvor hun tilbringer dage – og nogle gange nætter – med at søge efter ”exits”, som hun kalder de klippefremspring, der er passende at flyve fra.
Medvirkende: Ellen Brennan
Danmark, Frankrig, 2015
DCP, 60 min.
Engelsk dialog
Tilladt for børn over 15 år
’Sunshine Superman’ er et på en gang hjernevridende og hjerteskærende dokumentarportræt af base jumpingens fader, Carl Boenish, hvis altopslugende passion for faldskærmsudspring og skydiving fra en tidlig alder gav ham en umættelig appetit på stadig mere spektakulære og livsfarlige udfordringer. Oplev hans vanvittige – og vanvittigt fascinerende – livsrejse oprullet gennem en blanding af egne 16mm optagelser og interviews med kolleger og familiemedlemmer iblandet arkivmateriale, dramatiserede sekvenser og topmoderne luftoptagelser. Fra hans udspring på El Capitan i Yosemite National Park i Californien i 1978 over halsbrækkende hop fra skyskrabere til Guinness-verdensrekorden i double jump på det norske bjergmassiv Trollveggen sammen med hustruen Jean.
Medvirkende: Carl Boenisch, Cecilie Bull, John Long
USA, 2015
DCP, 101 min.
Engelsk dialog
Tilladt for børn over 15 år