Kunsthal Aarhus Skulpturpark

2017–2117

FOS, Henriette Heise, Jillian Mayer, Jimmie Durham, Ronan & Erwan Bouroullec, Uffe Isolotto, Willy Ørskov, Jonas Frederiksen.

Værket Hypernormalization af kunstneren FOS fungerer som indgangsportal til Kunsthal Aarhus Skulpturpark. FOS’ værker viser ofte, hvordan vores liv er formet af idéer . Hypernormalization markerer en overgang - fra omverden til kunstinstitutionen; fra fortov til park; fra byen Aarhus til Kunsthal Aarhus.

Vi tænker sjældent over disse overgange. De er en normal del af vores færden i samfundet, og de styrer ofte denne færden. Hvem ville for eksempel gå udenom en indgangsportal fremfor igennem den? Hypernormalization normaliserer, markerer og bekræfter en sådan overgang.

Hypernormalization blev oprindeligt skabt til en udstilling på Den Franske Ambassade i København, hvor den markerede overgangen fra dansk til fransk territorium. Portalen er et eksempel på det, kunstneren selv kalder ”social design” – en hybridform mellem kunst, design og arkitektur.

FOS er et alias for Thomas Poulsen (1971, DK), der arbejder med skulptur, design, performance og installation. Han er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i perioden 1993–2000.

Materiale: Brændt lærketræ

Søren Thilo Funders skulptur Dutch’n’Dutch (What the hell are YOU? What the hell ARE you?) portrætterer to fiktive versioner af bodybuilder og skuespillerikonet, Arnold Schwarzenegger, der krammer med sig selv .

Skulpturen stiller en række fundamentale spørgsmål til, hvordan vi oplever ikoner, deres historie, køn, identitet og det de står for. Er Schwarzenegger for de fleste overhovedet et virkeligt menneske, eller er han for os mere en lang række af de filmkarakterer, han har spillet gennem årene.

Dutch’n’Dutch (What the hell are YOU? What the hell ARE you?) er installeret i forbindelse med udstillingen GO EXTREME.

Da Kunsthal Aarhus i 2017 fejrede hundredårsjubilæum, blev parken omkring den gamle kunstbygning indviet som skulpturpark. Brødrene Ronan & Erwan Bouroullec designede en serie af siddeinstallationer under den samlede titel OUI. De fire installationer er store cirkler i galvaniseret stål. To cirkler omkranser parkens store træer, en anden er et ildsted ved hovedindgangen, og den sidste står frit i parken. OUI fungerer både som siddeplads, ryglæn og balancebom. Samtidig får træerne en tydelig funktion som mødested og opholdssted for parkens gæster.

Med de fire installationer udforsker Bouroullec-brødrene, hvordan design og funktion kan forenes i det offentlige rum. Fremfor at anvende et naturmateriale lader de stålet være en påmindelse om, at vi befinder os i et moderne byrum.

Ronan & Erwan Bouroullec (1971/1976, FR) er uddannet fra henholdsvis École nationale supérieure des Arts Décoratifs og École nationale supérieure d’arts de Paris-Cergy i Frankrig. De er internationalt anerkendt for deres samarbejde med de danske designfirmaer HAY og Kvadrat.

OUI er produceret i samarbejde med Kvadrat.

Materiale: Galvaniseret stål

Sort Granit fra Congo er skabt af den århusianske kunstner Willy Ørskov i 1977. Samme år blev værket placeret i græsset foran Kunsthal Aarhus’ daværende hovedindgang ved J.M. Mørks Gade.

Skulpturen er et klassisk eksempel på udendørs kunstudsmykning i granit og trækker således på kunsthistoriske traditioner for bearbejdningen af materialet. Men skulpturen er også en del af et opgør mod den romantiske forestilling om, at kunst skulle være en genvej til menneskesindet og dermed ladet med en særlig betydning. Som Ørskov selv formulerede det: “Skulpturens indhold er skulptur.”

Ørskovs arbejde er præget af fraværet af genkendelige motiver og fortællinger. Som en del af halvfjerdsernes postmodernistiske strømning modsatte Ørskov sig, at hans skulpturer skulle være genstand for fortolkning. I stedet opererede han med begrebet aflæsning.

Willy Ørskov (1920-1990, DK) var uddannet fra Valands Konstskola i Göteborg, Sverige. I perioden 1978–1984 var han Professor i Billedhuggerkunst ved Det Kongelige Danske Kunstakademi i København.

Sort Granit fra Congo er en permanent installation i Kunsthal Aarhus Skulpturpark.

Materiale: Granit


Jimmie Durhams monumentale skulptur Pagliaccio non son (DK: Jeg er ikke en klovn) er en stor maghognitræstamme fra Congo, der oprindeligt blev importeret til Tyskland for at ende som træfinérsplanker til eksklusive lystyachts – men som skulptur har den fået nyt liv. Ved at udstille den i al sin enkelhed og imponerende fylde viser Durham, hvilken nærmest majestætisk skønhed træet har, og hvor tankeløst vi ofte behandler naturressourcer. Med værkets titel, Pagliaccio non son, giver Durham træet sin egen stemme og identitet. Træet udfordrer sin skæbne og insisterer på, at den er mere end blot en klovn. Pagliaccio non son demonstrerer derudover Durhams sorte og kritiske humor samt indsigt i de politiske og kulturelle diskurser, som former vores samfund og verdensbillede.

Jimmie Durham er kunstner, performer, digter og aktivist, der arbejder med naturlige og kunstige materialer. Han er især optaget af de indlejrede kvaliteter i objekter, som gennem tiden er blevet anvendt som værktøj; træ, sten, knogler, jern og glas. Gennem sine undersøgelser af disse objekter fremviser Durham den vestlige verdens fordomme og antagelser og præsenterer samtidig alternative, ikke-vestlige måder at anskue verden på. Jimmie Durham (1940, USA) bor og arbejder i Berlin (Tyskland) og i Napoli (Italien).

Han modtog i 2019 Venedig Biennalens Guldløve for sin livslange kunstneriske indsats. Han har blandt andet udstillet på The Whitney Biennial (New York), documenta IX (Kassel), The Institute of Contemporary Arts (London), Muhka (Antwerpen) og Palais des Beaux-Arts (Bruxelles).

Materiale: Mahogni

Kunsthal Aarhus' store værk Spaceframe Complex åbnede sine porte for offentligheden i november 2020. Spaceframe Complex består af tre dele og ligner noget taget ud af en sci-fi film, en rumkapsel eller en form for fremtidsbolig. Hovedkonstruktionen N55 Spaceframe er skabt af kunstnergruppen N55 (Rikke Luther, Cecilia Wendt, Jon Sørvin & Ingvil Aarbakke) i 1999-2000 og stod oprindeligt ovenpå et andet værk, tømmerflåden Floating Platform.

Spaceframe Complex er et ikonisk eksempel på en international kunstnerisk og teknologisk bevægelse fra 90’erne og 00’erne, der fokuserede på kunsten som social innovator og på gør-det-selv manualer, der kunne demokratisere den kunstneriske skabelse.

Tilbygningen Pod #001 – Where is the Sun, Gleaning Solar Power blev skabt i 2007 af kunstnergruppen Learning Site, der bestod af Rikke Luther og Cecilia Wendt – to af de oprindelige medlemmer af N55. Den fungerer som et drivhus med solpaneller og regnvandsindfald.

Den sidste tilbygning er Pod #002 – Parasiting Compost Unit, skabt af Rikke Luther i 2011. Denne konstruktion fungerede oprindeligt til kompostering af organisk affald og til undervisning i biologiske processer

Henriette Heises flade planet er landet i Kunsthal Aarhus Skulpturpark. Udmattet og halvt skjult ligger The Flanet i græsset mellem kunsthallen og de to hvide kloder, der på hver deres lave sokkel markerer den oprindelige indgang til kunsthallen Det er en deprimeret skulptur. The Flanet magter næsten ikke at samle energi nok til at optræde som skulptur. Den prøver at være usynlig; camoufleret bag den samme grove struktur af stænkpudset beton og maling som bygningen og de to kloder. Den foretrækker at drive ubemærket rundt og forsvinde i håbet om at blive en del af kunsthallens velkendte facade.

Med The Flanet har kunsthallen fået en ny planet i sit kredsløb, og til trods for skulpturens uanseelige fremtræden, er den oprindelige orden i parkens kosmos fundamentalt forandret. Det bliver aldrig det samme som før. The Flanet er beslægtet med værket The Depressed Planet – begge er karakterer, der bliver ved med at dukke op i stadig mere udmattede forklædninger i Henriette Heises kunstneriske arbejde.

The Flanet ankom til Kunsthal Aarhus i forbindelse med udstillingen Leviathan, kurateret af Piscine (Jens Settergren, Mark Tholander & Anna Ørberg) i 2019.

Henriette Heise (1965, DK) udfolder sin kunstpraksis på tværs af medier, formater og materialer. Hun anvender tegning, maleri, fotografi, video samt installation. Heise er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i København og Slade School of Fine Art i London. Hun er Professor i Billedkunst på Det Kongelige Danske Kunstakademi i København.

Materiale: Beton

Slumpies af Jillian Mayer er en serie af farverige skulpturer placeret foran den gamle indgang til Kunsthal Aarhus. Slumpies er designet som ergonomiske skulpturer du kan slænge, sidde, ligge eller stå på, alt imens du tjekker din mobiltelefon .

Hver skulptur har sin egen unikke form, størrelse og farvesammensætning og skabt til at hver enkelt person kan bruge dem, præcis som de finder bedst. Der gives derfor heller ingen anvisninger til, hvordan man skal tilnærme sig og anvende de enkelte Slumpies.

For Jillian Mayer kom inspirationen til værkerne fra vores ofte meget tætknyttede forhold til teknologiske apparater, helt specifikt mobilen. Vi bevæger os rundt i verden som sociale væsener, men er samtidig dybt begravet i vores digitale liv. Med Slumpies skabte Mayer et objekt, der gør det muligt at være aktiv på vores telefoner, samtidig med at man på én gang både engagerer sig i og afskærer sig fra sine umiddelbare fysiske omgivelser.

Slumpies har dog højst sandsynligt en indbygget udløbsdato. I takt med at teknologien udvikler sig, vil de ergonomiske skulpturer formentlig miste deres relevans som de møbler, de er nu. Slumpies blev i 2018 udstillet på Roskilde Festival, ligesom de samme år kunne opleves på Ofelia Plads i København.

Jillian Mayer (1986, USA) er bosat i Miami og uddannet fra Florida International University i 2007. Hun har tidligere udstillet på Museum of Modern Art (New York), The Museum of Contemporary Art (Miami) og The Montreal Biennial (Montreal). Hun har modtaget priser som Capital Fellowship i 2015 og er blevet kaldt et af de ”25 New Faces of Independent Film” af Filmmaker Magazine.

Materiale: Skumplast, jesmonite, glasfiber plader, epoxy resin, akrylmaling, krydsfiner

Uffe Isolotto, Universal Serial Bus, 2018 Langs Christiansgade stod Uffe Isolottos værk Universal Serial Bus. Værket er designet, så det dels falder i et med gadens P-automater, dels mimer arkitekturen i det omkringliggende bylandskab med eksempelvis Danske Bank og Frimuerlogen.

Værktitlen stammer fra det lille computerstik USB. Ved at koble stikket til en enhed kan vi overføre data eller oplade et batteri. Forbindelsen til livløse teknologier er blevet grundlæggende for vores selvforståelse. Dermed adresserer værket en af det moderne menneskes livsbetingelser. Ved at forbinde vores enheder til et større kredsløb igennem en elektronisk navlestreng, eksponerer vi os selv og bliver derved sårbare.

Universal Serial Bus er skabt af metal, møtrikker, hængelåse med alarmer og LED-oplyste USB-porte. Inde i automaten ligger lufttørret dyrekød. Mens indmaden fordærves, vil automatmontrens jerngitter med tiden ruste og ændre karakter. Også værkets USB-porte vil blive forældet som ny teknologi udvikles. Isolotto har derved skabt en montre, der indkapsler tiden som et skrøbeligt materiale, i stedet for at konservere og bevare den.

Uffe Isolotto (1976, DK) er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i København. I sin praksis tager Isolotto udgangspunkt i den digitale tilværelse i et forsøg på at omdirigere automatiserede verdensanskuelser. Han eksperimenterer med performance, intervention, totalinstallationer, digital kunst, videoanimationer, men også mere traditionelle udtryksformer som fotografi og skulptur.

Materiale: Stål, møtrikker, hængelåse med alarmer og LED-oplyste USB-porte. Lufttørret dyrekød; skind, lever, lunger, spiserør, haler, ører, komave, sener, luftrør og penis

Nat Bloch Gregersen & Matilde Mørk, Theta Wave / Solidarity is not Old Fashion / Follow the Horse II, 2017 Neonværker af Nat Bloch Gregersen & Matilde Mørk, Theta Wave (2017), Solidarity is not Old Fashion (2017) og Follow the Horse II (2017. De tre værker cirklede på forskellige måder om at dvæle og give sig hen til et samarbejde: Follow the Horse II er eksempelvis baseret på en øvelse fra hesteterapi, som de to kunstnere har oversat til en fælles tegneøvelse. Neonværkerne blev oprindeligt skabt til Kunsthal Aarhus’ udstilling på Roskilde Festival 2017.