Museum for fremtiden: ‘Hinsides samtidens blik’, billedkunstner Ferdinand Ahm Krag i samtale med Anders Thrue Djurslev

Fri entré
Ferdinand Ahm Krag: 'Hall of Psychopomps', 2022. Foto: David Stjernholm.
Ferdinand Ahm Krag: ‘Hall of Psychopomps’, 2022. Foto: David Stjernholm.

Museum for fremtiden: Hinsides samtidens blik. Samtale med billedkunstner Ferdinand Ahm Krag.

Billedkunstner og professor på Det Kongelige Danske Kunstakademi Ferdinand Ahm Krag fortæller om sin kunstneriske praksis og sit installationsværk i Museum for fremtiden i samtale dramaturg, kurator og ph.d.-stipendiat Anders Thrue Djurslev.

Rummet er oplyst af en enkelt lyskilde. Under den står en flade med røgelse. Røgelsen er lagt ud som spor i et labyrintisk dødningehoved. Ved antændelse fungerer sporet som et duft-ur, hvor bestemte længder røgelse udgør forskellige tidsmåleenheder, der registreres med lugtesansen. På væggene omkring uret og lyskilden møder beskueren en sværm af tegnede ansigter, som blander sig med gæsternes skygger. Ansigterne er vævet ind i og udgjort af bl.a. fossile aflejringer af uddøde arter, dunkle landskaber fra ukendte steder og kulturhistoriske motiver fra forskellige epoker. Fælles for ansigterne, som optræder i mange forskellige størrelser og skalaer, er, at de er midt i en mystisk forvandling: En sammentegning af menneske, dyr og landskab, fortid, nutid og fremtid.

Ferdinand Ahm Krags installationsværk Hall of Psychopomps (2022) er et af de tre kunstværker, der præsenteres i Museum for fremtiden. I denne samtale med udstillingens kurator, dramaturg og ph.d.-stipendiat ved Aarhus Universitet Anders Thrue Djurslev, fortæller Ferdinand Ahm Krag om værkets tilblivelse, om sin inspiration fra hulemalerier, videnskab og spekulativ filosofi, og hvordan det som billedkunstner er at opleve sit værk blive en del af en iscenesættelse, som det er tilfældet i den iscenesatte udstilling, Museum for fremtiden.

“Jeg ser min installation af ansigter i forlængelse af hulemalerierne. Jeg kunne godt tænke mig at skabe en lignende elastisk rumoplevelse, hvor det er uklart, om du er tæt på eller langt væk fra motiverne. […] Det er fantastisk animerende for bevidstheden og peger på et dybt mysterium: Hvorfor fanden gjorde de det? […] Hvad skete der med deres bevidsthed, da de trådte ind i hulen og foretog det her arbejde, skabte det første museum? […] De er blevet nogen andre.” – Ferdinand Ahm Krag

Samtalen er en del af Kunsthal Aarhus dialogrække om fremtid i samtidskunsten, støttet af Statens Kunstfond.

Museum for fremtiden er en co-produktion mellem Kunsthal Aarhus, Sort/Hvid og Aarhus Teater, som åbner i Kunsthal Aarhus den 31. august – 24. september. Udstillingen opleves i mindre grupper hver dag med begyndelse kl. 15, 16, 17, 18 og 19. Oplevelsen varer en time. Billetter kan købes gennem Aarhus Teater på aarhusteater.dk.