Kunsthal Aarhus' traditionsrige bogklub vender i år tilbage med et spændende program af både lokale og internationale gæsteforlag, bogkunstnere, hybride profiler og platforme dedikeret til bøger, som bringer nye, friske perspektiver til feltet.
Til sæsonens første bogklub kan du møde platformen Bladr. Det er gratis at deltage, men da der er begrænsede pladser, skal du tilmelde dig via Billetto.
Bladr er en platform for kunstnerbøger, grundlagt i 2017 i København. Som en kollektivt drevet, non-profit boghandel og kunstnerisk rum distribuerer de publikationer skabt af kunstnere fra hele verden. Deres mål er at øge synligheden af kunstnerbøger og skabe samt facilitere aktiviteter, der styrker et større fællesskab. Gennem udstillinger, workshops og talks udforsker de hybride, eksperimenterende tilgange til udgivelse og reflekterer over den trykte flade som et rum for samarbejde.