Åbning af Marie Kølbæk Iversen: New Atlantics

Fri entré

Fredag den 24. januar slår Kunsthal Aarhus dørene op for en stemningsmættet soloudstilling med den danske kunstner og forsker Marie Kølbæk Iversen. Til åbningen kan du også opleve koncerten DONNIMAAR: O TILLI med Kølbæk Iversen, Katinka Fogh Vindelev og strygerduoen Hettarher’.

New Atlantics inviterer ind i et sansemættet udstillingsunivers, der viser selvlysende grafiske værker i storformat, hajskulpturer i bronze og videoværker med undervandsoptagelser fra Atlanterhavet.

Marie Kølbæk Iversen skaber med sin kunst en unik adgang til heftige aktuelle emner som havdød, biodiversitetskrise og klimaudfordringer. Det sker gennem mytologiske fortællinger og en gennemført og dragende tone i kunsten, der lader publikum opleve det alvorlige gennem det besnærende og sansefulde.

New Atlantics udfolder sig i det store underjordiske Galleri på Kunsthal Aarhus.

Koncert: DONNIMAAR: O TILLI

I anledning af åbningen af New Atlantics lancerer Kølbæk Iversen samtidig sin anden LP. Pladen hedder Donnimaar. O Tilli, er produceret af Laurent Schmid og udkommer på det schweiziske kunst-musik label Speckled-Toshe med arrangementer af Katinka Fogh Vindelev, Andreas Tykjær Restorff og Torleik Mortensen.

Kølbæk Iversens Donnimaar-projekt baserer sig på sangtekster indsamlet af Evald Tang Kristensen i Hammerum Herred og Ørre Sogn i 1870’erne, bl.a. fra Marie Kølbæk Iversens tip-tip-tip-oldemor Johanne Tygesdatter. På Donnimaar. O Tilli synger hun viser om havfolk for at forsøge at tilgå havets perspektiv som modsvar til det menneskeblik, der har bragt verden og havene til den aktuelle krisetilstand.

𝗨𝗱𝘀𝘁𝗶𝗹𝗹𝗶𝗻𝗴𝗲𝗻 𝗲𝗿 𝘀𝘁ø𝘁𝘁𝗲𝘁 𝗮𝗳:
Statens Kunstfond
Augustinus Fonden
Det Obelske Familiefond
Musikpuljen Aarhus Kommune
Axel Muusfeldts Fond
Beckett-Fonden
Spar Nord Fonden

Billede: Marie Kølbæk Iversen, Tiden og stunden (still), 2024. Venligst stillet til rådighed af kunstneren.
Billede: Marie Kølbæk Iversen, Tiden og stunden (still), 2024. Venligst stillet til rådighed af kunstneren.