Little ASJC

Kunsthal Aarhus og museet Art Sonje Center i Seoul indleder et nyt institutionelt udvekslingssamarbejde. I løbet af de næste otte måneder går de to samtidskunstinstitutioner i henholdsvis Danmark og Sydkorea sammen om at udveksle udstillinger på tværs af landegrænser, og vil dermed dele nogle af deres seneste produktioner og aktiviteter med hinanden.

Little ASJC i Aarhus og Little KA i Seoul er titlerne på de to institutionelle satellitter eller små miniatureudstillinger, som åbner samtidig i de to byer.

Initiativet omfatter en ny og radikalt anderledes tilgang til det at organisere udstillinger, hvor hver institution inviterer den anden helt ind i sit eget rum. På den måde forsøger projektet at stille spørgsmålstegn ved og udfordre gæstfrihed som begreb. De to institutioner deler en fælles interesse i at samskabe og vise værker og idéer af nytænkende kunstnere.

De to institutioner er stolte af at kunne fastholde et samarbejde på trods af den globale pandemi, og vil fortsat præsentere forskellige måder, hvorpå man som institution kan både vise og samarbejde med samtidskunstnere.

Kulminationen på udvekslingssamarbejdet finder sted i første halvdel af 2022. Efter planen vil Kunsthal Aarhus kuratere udstillingsprogrammet for Art Sonje Center samtidig med, at Art Sonje Center sætter Kunsthallens program det første halvår. Det betyder, at institutionen i Danmark beslutter, hvilket kunstnere, der skal udstilles i Sydkorea og omvendt. Men vi starter i det små.

Donghee Kim, Sequence Type, 21.04.–20.05.2021

Donghee Kim (f. 1986) skaber installationer, der tager udgangspunkt i de arkitektoniske karakterer og rummelige kontekster i eksisterende kunstværker og udstillinger.

Til åbningsudstillingen af Little ASJC har den sydkoreanske kunstner Donghee Kim designet et skulpturelt værk, der repræsenterer en arkitektonisk sammenstilling af Kunsthal Aarhus og Art Sonje Center. De kurvede vægge fra Kunsthal Aarhus og de karakteristiske søjler fra Art Sonje Center har fungeret som hans referencepunkt. Værket består dermed af tre søjler og et hjørneområde, der er kopier af eksisterende arkitektur i Art Sonje Center. Værket er placeret langs den kurvede væg i Kunsthal Aarhus, for at tydeliggøre sammensmeltningen af de to steder.

Støttet af