Minimalism-𝗠𝗮𝘅𝗶𝗺𝗮𝗹𝗶𝘀𝗺-𝕄𝕖𝕔𝕙𝕒𝕟𝕚𝕤𝕤𝕞𝕞𝕞

Deltagende kunstnere:
1. Akt: Kang Dongju (KR), Asger Dybvad Larsen (DK), Silas Inoue (DK), Pernille Kapper Williams (DK), Oso Parado (MEX)
2. Akt: Heo Chanmi (KR), Kent Iwemyr (SE), Trevor Shimizu (US), Nho Wonhee (KR)
3. Akt: Kasper Hesselbjerg (DK), The Dumpling Club (NL)
4. Akt: Lola Daels (BE), Ali Kazim (PK), Seulgi Lee (KR), Elsa Salonen (FI),
Tove Storch (DK), Studio ThinkingHand (DK)

Gæstekuratorer:
1.–3. Akt: Jacob Fabricius; 4. Akt: Mikkel Hammer Elming

Samarbejdspartner:
Art Sonje Center, Seoul


Det er med stor glæde, at Kunsthal Aarhus nu kan præsentere Minimalism-Maximalism-Mechanissmmm, en gruppeudstilling i fire akter skabt i samarbejde med Art Sonje Center, Seoul. Projektet iscenesætter en række kunstneriske formater i en undersøgelse af, hvordan kunstnere udvælger, bruger og bearbejder forskellige materialer i forsøget på at fortælle historier om deres omgivelser og dagligdag. Herigennem stilles der skarpt på, hvordan selve samtidskunstinstitutionen præsenterer sig for både udstillende kunstnere og publikum. Det giver de besøgende mulighed for at opleve og erfare, hvordan der kan opstå abstrakte og betydningsfulde forbindelser i dette institutionelle kunstrum.

Om udstillingen
I udstillingen møder publikum flere forskellige måder at anskue og stille spørgsmålstegn ved kuratoriske og institutionelle tilgange til det at skabe en udstilling. Titlen rummer flere konnotationer. ’Minimalisme’ peger på en kunstbevægelse, der tog sin begyndelse efter Anden Verdenskrig i den vestlige kunstverden.

Enhver bevægelse er som regel en reaktion på andre strømninger, og således er begrebet ’maksimalisme’, med sine undertoner af en overdreven æstetik, et modstykke til principperne i den minimalistiske bevægelse. Ordet ’mekanisme’ er en del af en større proces, som optræder i både abstrakte og fysiske systemer. Ligeledes betegnes flere mekanismer sammen ofte som en maskine. Kunsten, som i sig er sammensat af et utal af forskellige systemer og virkemåder, kan derfor kaldes en kunstmaskine. Endelig er ’ssmmm’ en helt bevidst stavefejl. Tanken er, at den skal læses som en hakkende, stammende lyd, lidt lige som de gentagne, mekaniske lyde, som en maskine kan frembringe, når den sidder fast. For dem, der ofte besøger en kunstinstitution, kan man som publikum få oplevelsen af, at den hakker og stammer; den gentager sig selv og kan virke fastlåst.

  1. og 2. akt har til formål at skabe et kontemplativt forhold mellem kunstværket, dets tilblivelse og beskueren. 1. Akt viser en sammenstilling af minimalistisk kunst bestående af taktile og sanselige værker på lærred og på papir, samt skulpturer af blandede materialer. I disse værker ses konkrete, materielle spor, som er opstået under fremstillingen, og herved peger på den skabende, kunstneriske proces som et grundlæggende element i hvert enkelt værk. Deres materialitet er især påvirket af naturen og/eller byrummets indvirkninger. For eksempel er Kang Dongjus tegninger opstået på natlige vandringer, hvor hun tegnede mønstre på byens fortove, der efterligner en stjerneklar nattehimmel. Akt 2 viser malerier, hvor kunstnerne har skabt fortællende historier fra både by og land. Fortællingerne opstår gennem kunstnernes særegne hukommelser, men de opleves på det materielle plan gennem lærredet eller gennem de virkelige og fiktive karakterer, de skildrer. For eksempel fortæller Kent Iwemyrs malerier historier om mennesker og mærkelige begivenheder, som han har oplevet i eller omkring det lille samfund i Sverige, hvor han bor.

I 3. Akt indbydes publikum til at interagere med værkerne og deltage aktivt med både hænder, hoved og krop. For eksempel vil kunstnerkollektivet The Dumpling Club gerne have folk til at dele opskrifter og lave mad sammen; handlinger, der skaber relationer. Her udspiller historier sig, mens man laver og spiser dumplings, hvormed den hverdagsagtige madlavningssituation forvandles til en fællesskabsorienteret oplevelse med fokus på historier, der kredser om emner som immigration, det tætte forhold mellem mad og identitet, samt en længsel efter en anden fremtid.

Under titlen Archive of Aesthetic Exploration fungerer 4. Akt som et kunstkammer, som den besøgende kan træde ind i og selv påvirke. Denne del af udstillingen består af et arkiv, hvor publikum inviteres til at udforske hundredvis af små kunstværker, som er opbevaret i kasser, og et laboratorium, hvor de besøgende selv kan opsætte og sammenstille forskellige kunstværker taget fra arkivet. På den måde kan publikum opleve, hvordan en kurateringspraksis kan påvirke forholdet mellem kunstværk og beskuer. For eksempel Tove Storchs serie af navnløse, glaserede keramiske plader, som giver de besøgende en sjælden mulighed for at komme helt tæt på hendes forførende verden ved at røre ved de sarte overflader.

I den første udgave af udstillingen, der blev vist på Art Sonje Center (20.01.2022 – 06.03.2022; 17.03.2022 – 24.4.2022), var den opdelt i fire akter. I Kunsthal Aarhus er de tre første akter blevet samlet, tilrettet og fortættet på en sådan måde, at de tidligere tydelige linjer mellem akterne udviskes. Alle fire akter rykker sig væk fra et traditionelt format, der benytter sig af en fysisk og statisk fremvisningsform, og bevæger sig i stedet hen mod en deltagende, relationel og aktivt inddragende udstilling.


Arrangementer i forbindelse med udstillingen
14. oktober 2022, kl. 16–18: Arrangement af kunstner Kasper Hesselbjerg

  1. januar 2023, kl. 15–21: Workshop af kunstnerkollektivet The Dumpling Club

Om kuratorerne
Jacob Fabricius (f. 1970, DK) har været direktør for Art Hub Copenhagen siden 2021. Blandt hans tidligere stillinger kan nævnes: Kunstnerisk direktør af Kunsthal Aarhus (2016–2021), direktør for Kunsthal Charlottenborg (2013–2014), og direktør for Malmö Konsthall (2008–2012). Han har kurateret adskillige udstillinger internationalt, herunder senest Busan Biennalen 2020, Sydkorea. Ud over disse roller er han grundlægger og administrerende redaktør af Pork Salad Press.

Mikkel Hammer Elming (f. 1990, DK) er direktør for Glasmuseet Ebeltoft. Han har en kandidatgrad i kunsthistorie fra Aarhus Universitet med speciale i at kuratere samtidskunst. Han er medstifter og tidligere direktør for Foreningen for Samtidskunst, Aarhus, og for samtidskunstcentret Regelbau 411, Thyholm. Tidligere har han arbejdet som kurator ved Kunsthal Aarhus.

Tak til
Shin Dokho, Cho Eunchae, Galleri Magnus Karlsson (Stockholm), Kim Haeju, Cho Heehyun, Kim Jang Un, Kim Sunjung, Moon Jeongyeon, Kvadrat A/S, Lee Seolhui, V1 Gallery (Copenhagen).

The Dumpling Club, 'The Dumpling Club', 2022. Mixed media installation. Installation view af Minimalism-Maximalism-Mechanissmmm Akt 3, kurator: Jacob Fabricius, 2022, Art Sonje Center, Seoul. Courtesy of Art Sonje Center. Foto: Euirock Lee.
The Dumpling Club, ‘The Dumpling Club’, 2022. Mixed media installation. Installation view af Minimalism-Maximalism-Mechanissmmm Akt 3, kurator: Jacob Fabricius, 2022, Art Sonje Center, Seoul. Courtesy of Art Sonje Center. Foto: Euirock Lee.
Installation view of 'Minimalism-Maximalism-Mechanissmmm' Act 4, curator: Mikkel Hammer Elming, 2022, Art Sonje Center, Seoul. Courtesy of Art Sonje Center. Photo: Euirock Lee.
Installation view of ‘Minimalism-Maximalism-Mechanissmmm’ Act 4, curator: Mikkel Hammer Elming, 2022, Art Sonje Center, Seoul. Courtesy of Art Sonje Center. Photo: Euirock Lee.
Kent Iwemyr, 'Dan före midsommar, hällande regn! / The Day Before Midsummer, Pouring Rain!', 2021. Acrylic on linen. Courtesy of the artist, Galleri Magnus Karlsson, and V1 Gallery.
Kent Iwemyr, ‘Dan före midsommar, hällande regn! / The Day Before Midsummer, Pouring Rain!’, 2021. Acrylic on linen. Courtesy of the artist, Galleri Magnus Karlsson, and V1 Gallery.
Kang Dongju, 'Night Walks #1', 2021. Pencil on paper. Courtesy of the artist.
Kang Dongju, ‘Night Walks #1’, 2021. Pencil on paper. Courtesy of the artist.