Formidlingsprojektet Billeder fra fremtiden giver i 2022 udskolingselever og deres undervisere muligheden for at opleve og undersøge seks danske samtidskunstnere og deres værker gennem Virtual Reality (VR).
Hver af de i alt fem VR-videoer, der udgør Billeder fra fremtiden, har en varighed af ca. 5-6 minutter. I VR-videoerne møder klassen de forskellige kunstnere i deres udstilling eller atelier.
Kunstnerne er: Anne Haaning (f. 1977), Jens Settergren (f. 1989), Kristoffer Ørum (f. 1975), duoen Kirsten Astrup (f. 1983) & Maria Bordorff (f. 1988) samt Rikke Luther (f. 1970). Kunstnere, hvis praksis specifikt kredser om fremtidens liv.
Eleverne præsenteres for, hvad der går forud for et kunstværk: inspiration, tankerne bag, materialevalg og den kunstneriske proces. Reflektions- og samarbejdsopgaver, som forholder sig til de Fælles Mål. Til hver af VR-videoerne findes et analogt hæfte udarbejdet i samarbejde med vores undervisningskonsulent. Med hjælp fra hæftet undersøger eleverne sammen med underviseren værkerne i VR-videoerne og deres tematisering af fremtidens liv danner afsæt for samtaler og visioner fra eleverne selv.
Overordnet skal materialet i Billeder fra fremtiden være med til at sætte eleverne i stand til at forholde sig til kunstværkerne i samtale med deres undervisere. Være udgangspunkt for en udveksling af oplevelser og tanker om nutiden og om fremtiden.
Kunsthallen har alt materialet klar inklusiv VR-briller til 15 elever ad gangen. Hele oplevelsen inklusiv hæfte er gratis. Alt man skal gøre er at besøge Kunsthal Aarhus og så ellers være nysgerrige og interesserede i at dykke helt ind værkerne. Opleve fremtiden med nye briller.
Billeder fra fremtiden er et landsdækkende samarbejde mellem de seks kunstinstitutioner: Kunstmuseum Brandts, Den Frie, Kunsthal 6100, Kunsthal NORD, Kunsthal 44Møen samt Kunsthal Aarhus. Institutionerne er valgt ud fra deres kunstfaglige profil og geografiske spredning, som skal sikre, at projektet når ud til en bred vifte af børn og unge i hele landet.
KALENDER FOR BILLEDER FRA FREMTIDEN
Kunsthal Aarhus: 25/01-06/03
Kunsthal Nord: 14/03-24/04
Den Frie: 02/05-20/07
44Møen: 01/08- 09/09
Kunsthal 6100: 20/09-26/10
Brandts: 07/11-31/12.