Den 19. april 2024 slår Kunsthal Aarhus dørene op til udstillingen Ensembles and Monsters af Sophia Ioannou Gjerding (f. 1989, DK) og Mark Tholander (f. 1988, DK).
Udstillingen består af en række nye produktioner, hvor Mark Tholander arbejder med performance for at udforske fællesskabers identitetsskabende karakter, mens Sophia Ioannou Gjerding bruger videoinstallation til at undersøge, hvordan samlinger skaber fortællinger.
Levede erfaringer har indflydelse på, hvordan vi møder verden. Vi er påvirket af vores interpersonelle relationer, den kultur vi lever i, og hvad vi har lært i skolen eller derhjemme. I udstillingen Ensembles and Monsters udforsker begge kunstnere den såkaldte bagage, vi medbringer, når vi engagerer os i verden omkring os.