Masseproduceret tysk mælkechokolade, makeup af tvivlsom (læs: giftig) kvalitet, erotisk parforholdslir – alt sammen ting, du kan finde i en pakkekalender. Kunsthal Aarhus giver dig den eneste pakkekalender, du virkelig behøver. Den er velgørende, kultiverende, stimulerende, inspirerende og ovenikøbet knap så forbrugsorienteret som de pakkekalendere, du ellers kender. Kort sagt: Alt, hvad dit hjerte bør begære:
Et grantræ – undskyld, juletræ – med 24 stykker vinter… – ups, julepynt skabt af 24 kunstnere.
Hver dag indtil den 24. december afslører vi et nyt stykke pynt på vores sociale medier til glæde og gavn for alle. Til sidst bortauktioneres alle vinter-… nej, julepyntsværkerne til en storstilet vintersolhvervs-komsammen dvs. julefest med gløgg, glæde og bål 18.12.2019 fra kl. 16.
Auktionshuset Bruun Rasmussen sikrer en veloplagt auktion. Pengene går ubeskåret til de hjemløses avis Hus Forbi.
Alle bud starter på 300 DKK
Se katalog med værker her